Den voldsomme debat om asylbørn kører konsekvent med forkerte formuleringer, der antyder, at familier er spærret inde, og at de ikke kan rejse hjem, selv om de er afvist. Her er nogle af de mest oversete facts:
Alle, der ikke kan rejse hjem, får opholdstilladelse og dermed ret til at bo og arbejde ude i samfundet, hvis de i 18 måneder har samarbejdet om hjemsendelsen.
De behøver ikke bo på centrene, og børnene kan komme i almindelige skoler efter aftale med kommunen som f.eks. i Brovst.
Ingen bliver “fanget” af, at forholdene i hjemlandet forværres. I sådanne tilfælde kan sagen genoptages. Det siger konventionerne. Det er årsagen til, at man kan klage og klage og derved udsætte den endelige afgørelse.
Problemet er, at hvis man derved kan opnå opholdstilladelse af hensyn til børnene, så er der skabt en hovedvej til asyl i Danmark, som hurtigt vil rygtes blandt de menneskesmuglere. De er de sande skurke i de tragiske flygtningesager. Kun ca. 10% af alle asylansøgere i Europa får asyl. Resten er ofre for menneskesmuglernes kyniske bedrag.
Derfor vil regeringen som hovedregel ikke give opholdstilladelse til dem, der af Flygtningenævnet vurderes til ikke at være forfulgte, men vi har med 37 mio. kr. forbedret boligforholdene for de 150 familier, som nu også får lov at få den offentlige hjælp med sig ud af centrene.
Bertel Haarder
Afviste asylsøgere
7. november, 2007 af haarderMin politik og kristendom
6. november, 2007 af haarderSelvfølgelig er der en forbindelse mellem kristendom og politik. Men forbindelsen har siden reformationen gået gennem den enkelte og ikke gennem kirkeinstitutionen eller præstestanden. Det er altså den enkelte, der skal omsætte kristendommen til politik.
Når Kaj Munk talte politik i kirken under krigen, trådte han ned på kirkegulvet for ikke at tage Gud og kristendommen til indtægt for sine skarpe synspunkter. Det kunne nogen lære noget af i dag.
Kristendommen er en del af min livsanskuelse, der ser mennesket som en forunderlig blanding af ondt og godt. Det onde er altid en mulighed. Vi er alle syndere, og Gud er skjult for os. Derfor må vi aldrig overgive os til altomfattende ideologier og religioner, der vil tage ansvaret fra os og fortælle os, hvad der er ondt og godt. Og derfor må vi aldrig give nogen for megen magt over andre.
Vi står alene over for Gud med ansvaret for vore politiske synspunkter og handlinger. Vi kan ikke begrunde dem med bibelen eller trosartikler. Vi må tage ansvaret og støtte os til samvittigheden vel vidende, at vi er ufuldkomne syndere, der har svært ved at se ud over vor egen næsetip. – De farligste er dem, der tror sig i pagt med en højere sandhed, som de har ret til at påtvinge andre.
Kirken uden forfatning
25. oktober, 2007 af haarderStorbritanien klarer sig uden en nedskrevet grundlov. Danmark kan nok også klare sig uden en nedskrevet kirkeforfatning, selv om en sådan er forudset i Grundloven.
Det er ikke tilfældigt, at det fire gange er mislykkedes for skiftende regeringer og folketing at skrive en forfatning. Lige så mange gange har det været umuligt at skabe flertal, endsige enighed om et udkast. Årsagen er, at der ikke er enighed om, hvordan en kirkeforfatning skal se ud. En sådan vil antagelig splitte kirken og føre til udmeldelser, sådan som det er sket i Sverige.
Staten generer jo ikke kirken på nogen som helst måde. Den administrerer og løser konflikter. - Og kirken blander sig ikke i politik som institution. Det er ganske bemærkelsesværdigt, når man ser, hvordan det er i de fleste andre lande.
Derfor synes jeg ikke, vi skal spilde tiden med at nedsætte endnu en kommission, som foreslået af Det radikale Venstre.
Lad os i stedet fortsætte arbejdet med at selvstændiggøre menighedsrådene, sådan som vi nu er i gang med.
Og lad os fjerne anstødsstenene for dem, der ikke er medlem af kirken, sådan som vi netop har gjort i forbindelse med personregistreringen, som nu foregår “in space” på nettet med adgang fra såvel kirkekontorer som kommunekontorer.
Hvis nogen er imod, at staten betaler 40% af præstelønningerne, så må de komme med forslag til, hvordan staten på anden måde kan “understøtte” kirken, som der står i Grundloven. - Den statslige udgift er der ikke noget i vejen med. Den er mindre pr. medlem end det beløb, de andre trossamfund får gennem skattefradraget for deres bidrag. Der er altså ingen økonomisk diskrimination. Dertil kommer, at Folkekirken vedligeholder flere tusinde kulturmindesmærker, især fra Middelalderen, som under alle omstændigheder skal vedligeholdes. Omkostningen derved er lige så stor som støtten til præstelønningerne, vil jeg skønne.
Der er altså ingen, der skal have dårlig samvittighed over, at Folkekirken har den i Grundloven nævnte særstilling. Men man kan naturligvis altid drøfte justeringer, sådan som vi er i fuld gang med. Vi er midt i den mest omfattende reformperiode i Folkekirken i 85 år, dvs. siden I. C Christensens kirkereformer.
Bertel Haarder